Lydværk
Udvalgte Lydværker
Jeg arbejder med fiktion, fortællinger og ord på flere måder – også i forskellige lydformater. Her kan du se læse lidt om – og lytte til – mine udvalgte lydværker.
LYDVÆRK
2026
'VI ER HAV'
Fortællinger og sange i Det Sydfynske Øhav
Skabt sammen med kunstnergruppen 3005 Havet ved Trine Lund Sørensen, Stine Arbo og Nanna Goul
Premiere d. 13. juni 2026 på BaggårdTeatret App
Lydvandringen ‘VI ER HAV’ er et lydværk bestående af fem stedspecifike fortællinger og ti sange inspireret af og med anker i Det Sydfynske Øhav.
Tilsammen danner de fem enkelte værker et polyfont kunstværk: VI ER HAV. Hver rute præsenterer et aftryk, et havtryk, af de forskellige kunstneres bud på dét, der opstår i mødet med øhavet. Sange og tekster i lydværket er alle nyskrevne og skabt til en specifik overfart i det sydfynske øhav.
Fortællingerne varer hver især cirka en halv time og bevæger sig i forskellige tider og genrer, men er også i dialog med hinanden.
Lydvandringen præsenteres som et Venneværk i rækken af egnsteatret BaggårdTeatrets audiowalks og kan tilgås gratis via deres app.
Mere info: — vierhav.dk
LYDVÆRK
2018
’Spøgelsestække’
- manuskript til radiodrama, AKT 1.
Optaget live på Frederisk Bastion.
Tilgængeligt via soundcloud.com
Manuskript:
Nanna Goul
Instruktør:
Emil Rostrup
Lydscenograf:
Lotte Rose Kjær Skau
Medvirkende:
Tommy Kenter og Kit Eichler
Indspillet:
Frederiks Bastion i København i april 2018.
Pressen skrev:
”Et andet forunderligt hørespil er Nanna Gouls Spøgelsestække. Den tilhører genren dokumentarisk spøgelseshistorie og blev opført og optaget på Frederiks Bastion på Refshaleøen i København i 2017. Her møder vi Harry og Mona, der bor i et spøgelseshus ved Isefjord i Odsherred. Det, der dengang var deres drømmehus, er blevet et mareridt, og det blæser altid ind ad vinduerne, der ellers aldrig er åbne. Mona, der spilles af Kit Eichler, kan hele tiden høre et par træsko i perlegruset på gårdspladsen og en vejrtrækning, der ikke kun er hendes egen, fortæller hun: ”Der var engang én, som fortalte mig, at det ikke er alle mennesker, der kan fornemme den slags. Man skal ligesom have en slags indgang til det, en port. Nogen har porten vidt åben”, fortæller Mona. Det har hun. ”Men jeg har lukket porten”, hvisker Harry, der er spillet af en hæs Tommy Kenter. De har mistet en søn, Mona og Harry, og de er måske blevet skøre, måske bare hjemsøgte, og Eichler og Kenter får ubehaget til at leve helt afsindigt godt. Man vender sig om på den ellers mennesketomme gade, når træskoene nærmer sig i hørebøfferne.”
Anna Raaby Ravn, Weekendavisen, 2019